Dette er et indlæg til mig selv, men du er velkommen til at læse det. Det handler om et løfte; at udkomme med artikler om strategi og kommunikation med fokus på små og mellemstore virksomheder med lange og kringlede kunderejser.

Jeg kommer til at genbesøge dette indlæg en gang imellem, så jeg er sikker på, at jeg er på rette vej. Men hvad er tankerne bag at udgive artikler/blogindlæg på egen platform frem for at benytte mig af en lignende funktion på fx LinkedIn?

En blog lyder ikke særlig sexet. Men er det nu også sandheden her i 2025? Jeg er fra 1989. Jeg er en del af Generation Y (de såkaldte millennials), hvor vi voksede op med at tilgå internettet fra en skolecomputer eller derhjemme via et ADSL-modem, som biiipede, biiippede og bipppede, når der skulle ringes op. Der var noget uskyldigt ved internettet dengang.

Jeg er fra en tid, hvor man skulle have en klar plan for, hvilke hjemmesider man ville besøge, fordi det både var dyrt og tidskrævende at lægge asfalten, mens man surfede rundt. Det var på mange måder smukt.

Jeg er også fra en tid, hvor man ejede sine egne data. Din hjemmeside, dine data. Mange udviklede sågar deres hjemmesider i Dreamweaver. Det var også smukt. Fyldt med GIFs og alt muligt andet lir.

I dag er situationen en anden. Vi ejer sjældent vores data. Det gør de store drenge fra Big Tech. Mange virksomheder, særligt små og mellemstore, er afhængige af Big Tech for at kunne markedsføre sig. De er altså i lommen på Zuckerberg fra Meta, Bill Gates fra Microsoft, Sundar Pichai fra Google og Zhang Yiming fra TikTok.

Er det ønskværdigt?

Jeg tror på, at vi skal eje vores data. Hvis webhotellet går ned i morgen, skal man bare kunne flytte sine filer og være oppe og køre igen. Hvis en af de store platforme forsvandt i morgen, hvad ville du så gøre?

Du ville nok ønske, at du havde skrevet og udgivet dit indhold på din egen platform, så du selv kunne styre slagets gang.

Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det før.

Det er tankerne bag bloggen. Velkommen til.