Har en af verdens rigeste verdens ringeste website?

Måske. Måske ikke.

Berkshire Hathaway Inc., ejet af Warren Buffett, omsætter for svimlende beløb. Milliarder af dollars. Alligevel ligner deres website noget fra internettets begyndelse, bare uden blinkende giffer og gæstebøger.

Det er altså ikke penge, han og de mangler.

Men er deres website mangelfuldt, og burde det have en ordentlig overhaling?

Nogle ville foreslå en klassisk øvelse: diagnose, analyse, kommunikationsstrategi, visuel identitet, tone of voice … nyt site med nye tekster. Alt nyt, egentlig.

Det ville sandsynligvis være en forkert øvelse. Ligesom det var med Hjem-IS og Fråst.

Der er ingen grund til at ændre på noget, som virker. Derfor skal du heller ikke sætte gang i et kommunikationsprojekt, bare fordi.

Det er den kedelige anbefaling herfra. Og det ville være en anbefaling, jeg ville kunne give dig, hvis du stod i samme situation. Det giver ikke flere ordrer i bogen. Det betyder ikke noget.

Man skal ikke sætte gang i et kommunikationsprojekt for hyggens skyld eller fordi man keder sig. Ikke, sandt?